back icon

Fremtidens Grønne Helte var i øjenhøjde

Udgivet af:
Thomas Schultz
04. December 2024

Mathias Elmer Hartmann og Nikolaj Sahl, to af Fremtidens Grønne Helte, var næsten på hjemmebane, da de besøgte Kløften 10. klasse i Haderslev 4. december 2024. Her mødte de nemlig to 10. klasser, som i forvejen er placeret i en klasse efter deres fremtidsdrømme, nemlig skolens Work Zone-studieretning, som retter sig mod teknologi, byggeri og transport.

Mathias læser Lager og Logistik hos UCL med læreplads hos LEGO, mens Nikolaj nørder igennem på ingeniøruddannelsen Megatronik på SDU i Sønderborg. Denne dag i Haderslev var de i øjenhøjde med de nysgerrige elever, der byggede modeller af fjernvarmeanlæg og vindmøller. De fik sig en god snak om elevernes tanker om fremtiden. Fx fortalte Valentin Cleemann, at han gerne vil være bygningsingeniør. Han overvejer at tage HTX på EUC SYD efter 10. klasse. Måske kan han også blive en af Fremtiden Grønne Helte.

Der blev udvekslet tanker om uddannelse mellem ambassadør og elever.
Der blev udvekslet tanker om uddannelse mellem ambassadør og elever.

Autentiske historier er vigtige

Lars Pryds Nielsen er klasselærer for Work Zone-klassen, og han vurderer, at ideen med ambassadørerne og deres autentiske historie om, hvilke karrierevalg de selv har truffet, er rigtig god: ”Historier fra et liv giver bare så meget igen! Tidligere har en af mine kollegaer været en del af Trekantområdet Danmarks projekt Industrien som karrierevej, og her var en del af projektet, at eleverne kunne komme i spændende praktikforløb hos lokale virksomheder. Her får eleverne også en smagsprøve på, hvad virkeligheden kan byde på.” Lars Pryds Nielsen oplever en del af eleverne som meget målrettede. ”Nogle elever vil gerne starte deres egen virksomhed, fx autoklargøring og tøjbutik, andre går den mere tekniske vej som datamatiker og ingeniør.”


Hvordan samler man et fjernvarmeanlæg? Den udfordring blev 10. klasseeleverne stillet.
Hvordan samler man et fjernvarmeanlæg? Den udfordring blev 10. klasseeleverne stillet.

Grøn omstilling skal bevidstgøres

Det er også skoleleder Nicolaj Forsberg Nielsens oplevelse, at ung til ung er en god vej til at inspirere til uddannelsesvalg: ”Hvis vi selv stillede os op foran eleverne, er vi jo bare mor og far, der igen står og fortæller dem, hvad der er bedst at gøre. Den grønne omstilling er måske ikke noget, de tænker meget bevidst over, men hvis vi prikker til dem en gang imellem, så kan det jo blive vækket til live på et senere tidspunkt, når de skal træffe et valg om uddannelse.”

FAKTA

Skolebesøg er en af de ungerettede aktiviteter i et projekt, der skal være med til at sikre, at vi i Syddanmark har arbejdskraft nok til den grønne omstilling, der kommer til at fylde mere og mere i de kommende år.

Projektet hedder ”Kvalificeret arbejdskraft til Fyrtårn Syd: Grøn energi og sektorkobling” – og er finansieret af EU’s Socialfond og Danmarks Erhvervsfremmebestyrelse.

Projektet drives af blandt andre: work-live-stay, Business Esbjerg, Udviklingsråd Sønderjylland og Trekantområdet Danmark.