back icon
Back arrow
Cases

Procesoperatøren Max: Et job i den grønne industri giver stor mening

23-årige Max Damm Hansen var to år henne i en gymnasieuddannelse, da han fik en vigtig erkendelse:

- Jeg fandt ud af, at alle mine klassekammerater skulle videre på universitetet, og det havde jeg ikke selv lyst til. Så jeg droppede ud for at finde en anden uddannelse at gå i gang med, siger Max Damm Hansen.

Efter et virksomhedsbesøg under grundforløbet på EUC Lillebælt faldt Max Damm Hansens valg på uddannelsen til procesoperatør og en læreplads hos Fiberline Composites i Middelfart, der blandt andet laver forstærkninger, komponenter og strukturer til havvindmøller i glasfiber og kulfiber.

Grøn omstilling motiverer Max

- Jeg ville gerne have en erhvervsuddannelse, der er spændende og gør en forskel – og som kroppen ikke bliver slidt op af. Som procesoperatør sørger du blandt andet for at programmere, overvåge og fejlfinde i produktionsprocesser, så virksomheden altid laver det rette produkt med mindst muligt spild. Det kan jeg godt lide, forklarer Max Damm Hansen.

Grunden til at han søgte læreplads hos Fiberline Composites var netop ønsket om at gøre en forskel.

Max Damm Hansen:

- Muligheden for at bidrage til den grønne omstilling var en stor motivation for mig til at søge ind som lærling hos Fiberline Composites. Det er spændende og man bliver en del af den rivende udvikling, der sker i den grønne industri.

Max Damm Hansen synes, det er sjovt at spotte, hvilke vindmøller og vindmølleparker han og hans virksomhed har lavet dele til.

Åbner døre til hele verden

Da den grønne industri er global, så åbner et job som procesoperatør også dørene til job, opgaver og oplevelser ude i verden.

- Jeg har for eksempel talt med min chef om, at jeg skal med ud på vores fabrik i Indien, siger Max Damm Hansen, der gerne vil fortsætte hos Fiberline Composites, når han er færdiguddannet.